Skotland

Når man tænker på Skotland, kredser tankerne typisk om sækkepiber, mænd i skørter, whisky-destillerier, Angus-kvæg, Loch Ness-uhyret, et charmerende folkefærd og betagende bjerglandskaber. Det er ikke helt forkert, men Skotland er meget mere end det!

Nedenfor kan du finde oplysninger om byerne Edinburgh og Glasgow, som er typiske rejsemål for grupper. Du kan også finde information om studiebesøg og hvordan I kan rejse og bo. Har I udset jer et andet skotsk rejsemål end Edinburgh eller Glasgow, kan det sagtens lade sig gøre. Kontakt os endelig for mere information.



Rejsetips

Edinburgh er en gammel, charmerende by med hyggelige gader, pubber, butikker og med Edinburgh Castle knejsende på klippen for enden af den berømte gade, The Royal Mile. Byen byder på en lang række spændende museer og udstillinger. Den sidste nye og meget populære udstilling er Dynamic Earth. Her vil I – med en tidsmaskine – blive ført tilbage i tiden, og I vil bl.a. kunne opleve et vulkanudbrud, et begyndende jordskælv eller en tur i regnskoven.

Glasgow er Edinburghs diametrale modsætning. Byen har dobbelt så mange indbyggere og fremstår som langt mere moderne. Sammenlignet med Edinburgh byder Glasgow ikke på helt så mange seværdigheder og oplevelser, men lokker til gengæld med tre store shoppingcentre. Både Edinburgh og Glasgow ligger i det skotske lavland, og der er kun 40 minutters togkørsel imellem dem.

Hvis I har plads i programmet, kan vi anbefale, at I kombinerer Edinburgh eller Glasgow med 2-3 dages bustur til det skotske højland. Busturen kan fx indbefatte, at I bor på Isle of Skye, ved Loch Lomond, i byen Inverness eller bo på et gammelt slot, som nu er indrettet som vandrehjem – slottet ligger nord for byen Inverness. Vi kan også arrangere ophold på hyttecentre og aktivitetscentre.

Studiebesøg
Grupperejser til Edinburgh/Glasgow er en af vores specialiteter. Det betyder bl.a., at vi kan imødekomme alle former for studiebesøg i Edinburgh/Glasgow. Specielt grupperejsende fra pædagog/lærer-seminarierne samt studerende inden for social- og sundhedsuddannelserne kan få et spændende og fagligt relevant program i Edinburgh/Glasgow. Vi kan fx tilbyde besøg på børnehjem, ungdomsfængsler, hjem for fysisk og psykisk handicappede, hospitaler, alderdomshjem, narko-afvænningscentre m.m. Det vil også være muligt at arrangere foredrag om fx børneforsorg. Mulighederne for studiebesøg er uendelige i Edinburgh/Glasgow. Ring og hør nærmere.

Sådan rejser I
Det er billigst at rejse til Skotland med skib Esbjerg - Harwich og videre med tog. Læs mere under London "Sådan rejser I". Eksempelvis kunne 8 dages rejse med 5 nætter i fx Edinburgh se således ud:

  • Lørdag: Afrejse fra Esbjerg kl. 19.00.
  • Søndag: Ankomst til Harwich kl. 11.¨30, videre med tog til Edinburgh (via London), ankomst til Edinburgh kl. 20.00.
  • Mandag-torsdag: Ophold i Edinburgh.
  • Fredag: Afrejse fra Edinburgh med tog kl. 07.00, via London til Harwich. Afrejse fra Harwich kl. 18.00.
  • Lørdag: Ankomst til Esbjerg kl. 13.00.

    I kan naturligvis også flyve til Edinburgh.

Sådan bor I
Vi har et tæt samarbejde med den skotske vandrehjemsorganisation, som har mange vandrehjem fordelt i hele Skotland. Herudover kan vi tilbyde guest houses i Edinburgh og mange hyggelige hoteller både i Edinburgh, Glasgow og resten af Skotland.

I Edinburgh bor I meget centralt beliggende, max. 10 min. gang fra de berømte gader The Royal Mile og Princes Street. I Edinburgh kan vi endvidere arrangere home stays, hvor I bor hos skotske familier – alle med bopæl meget centralt beliggende i Edinburgh.

I kan få meget mere information i vores program Skotland Insight, som vi gerne sender sammen med et uforpligtende tilbud.





Student & Business Tours - Nordre Fasanvej 113-115, 4. sal - 2000 Frederiksberg - Tlf. +45 7020 9160
Kontakt os