Berlin
Kun lidt syd for os ligger Tysklands pulserende hovedstad Berlin. Gamle Berlin-rejsende vil næppe genkende byen - nye bygninger i glas og stål er skudt op overalt, og der bygges stadig.... Dog kan man stadig finde den specielle Berlin-atmosfære i de gamle bydele som f.eks. Kreuzberg, Prenzlauer Berg og Friedrichshain. I Berlin er hele Europas historie samlet ét sted. Byen har været vidne til store omvæltninger, men fremstår i dag som en moderne hovedstad, hvor tempoet kan tage pusten fra selv den mest hærdede storbyrejsende.

Kontakt Student & Business Tours for yderligere informationer. Har I særlige ønsker, hjælper vi gerne med at sammensætte det optimale program for jeres gruppe også hvis I har andre rejsemål i Tyskland end Berlin. Nedenfor vil vi kort præsentere mulighederne for Oplevelser i Berlin, Sådan rejser I, Hoteller samt Mad og Drikke.

Få mange flere rejsetips og gode ideer i vores program Berlin Insight, som vi sender sammen med et uforpligtende tilbud.

Oplevelser i Berlin
  • Tag på en tur i Berlins undergrund og se de gamle bunkere fra 2. verdenskrig.
  • Gå en tur gennem udvalgte bydele i Berlin med vægt på fx jødisk historie, arkitektur eller kold-krig. Afslut dagen med en lækker middag i "Borchardt", én af byens bedste restauranter.
  • Se Berlin i fugleperspektiv fra en luftballon eller spis aftensmad højt oppe over Berlins tage i TV-tårnet på Alexanderplatz
  • Spis en typisk Berliner-frokost på en af de mange både, som sejler på Berlins floder
  • Skal der være fart over feltet, kan det blive på en indendørs go-cart bane.
  • Eller hvad med en flyvetur over Berlin i ét af de gamle 2-motors fly fra efterkrigstidens Berlin?
  • På dræsinefart i Berlins udkant, på lejede cykler eller i en cykel-rickshaw gennem byen
  • Inviter på kapsejlads på én af Berlins smukke søer og nyd bagefter en frokost i det grønne
  • Besøg filmmuseet Potsdamer Platz, nyd Dietrichs kjoler eller se en film i én af de 27 filmsale i Cinemaxx

Berlin byder på meget mere, end det er muligt at beskrive her. Andre interessante emner kunne være: Museer og mindesmærker fra 2. verdenskrig og det delte Tyskland, det Jødiske Museum, Holocaust-mindesmærket ved Brandenburger Tor, moderne kunst, arkitektur, kneiper & kiez - Berlins lokalkolorit. Brecht og Fassbinder, techno, clubs, opera, koncerter, musicals, foredrag af f.eks. en tidligere grænseofficer eller DDR-dissident. Udflugt til Potsdam eller til Sachsenhausen, den tidligere KZ-lejr som ligger lidt udenfor Berlin.

Sådan rejser I
Der er adskillige daglige flyafgange fra København til Berlin og naturligvis mulighed for tilslutningfly fra provinsen.

Der er også mulighed for at rejse med 4-stjernet dansk bus, hvor bussen er til jeres rådighed under opholdet. København-Berlin tager ca. 7 timer, Ålborg-Berlin ca. 10 timer. Eller med rutebus fra Jylland eller København, med daglige afgange.

Hoteller
Vælg mellem små, hyggelige Berliner-pensioner, 3-stjernede hoteller enten moderne eller i gammel Berliner-stil, 4-stjernede tema hoteller (fx Hollywood) eller overdådige 5-stjernede hoteller. I kan vælge at bo i centrum af det gamle Vestberlin ved Kurfürstendamm eller i centrum af det gamle Østberlin ved Alexanderplatz eller omkring Friedrichstrasse/Unter den Linden.

Mad og Drikke
Tysk mad er nok mere kendt for store portioner end for gastronomiske færdigheder. Dog kan man i Berlin finde alt fra dyre franske restauranter til billige etniske spisesteder. Skal det være tysk, så anbefales det at prøve Wienerschnitzel eller én af de utallige varianter af pølser, f.eks. Bratwurst eller Currywurst.

Skal det være rigtig godt, kan vi anbefale den gamle, historiske restaurant Borchardt, en populær restaurant blandt Berlins jet-set. Den idylliske restaurant Altes Zollhaus beliggende ved én af Berlins mange kanaler serverer vidunderlig mad i naturskønne omgivelser. Ønskes underholdning under middagen er Wintergarten et oplagt sted at besøge eller en middelalderaften på Zitadelle i bydelen Spandau. Berlins ældste værtshus Zur Letzten Instans nær Alexanderplatz kan også anbefales.





Student & Business Tours - Dronning Olgas Vej 41 - Baghuset - 2000 Frederiksberg - Tlf. +45 7020 9160
Kontakt os